Kære efterskolelever årgang 23/24

Kære efterskolelever årgang 23/24, kære lærere, kære forældre og alle andre her til stede for at fejre denne afgørende milepæl med vores 10. klasses efterskoleelever efter det første år i skolens historie.

For lidt mere end tre måneder siden, trådte jeg ind på denne skole som midlertidig forstander. I var dengang som nu, små 50 elever. En lille flok som har valgt at bruge Jeres dyrebare efterskoleår på en helt nystartet efterskole, med alle de bump og alle de sving, op og nedture, der altid vil være når man starter noget nyt. Det er ikke kun de bump og de sving, I som enkeltindivider med sikkerhed vil opleve på sådan et skoleår, det er også de bump og sving, vi har oplevet som gruppe og som vi alle har oplevet som skole.

For nogle år siden, kørte efterskoleforeningen en kampagne, med sloganet “ Et efterskoleår svarer til 7 år” Tid er en mærkelig størrelse, og vi ved idag, at tid ikke er en konstant faktor, men afhængig af mange forskellige forhold, men om året lige svarer til 7 år, er der nok ikke den store evidens for. Men det som nok også var hovedformålet med sloganet, var at vise, at der meningsmæssigt, dannelsesmæssigt og måske derfor også aldersmæssigt sker så meget i dette år, at vi kommer ud af efterskole døren som anderledes forandrede og forhåbentligt styrkede mennesker. Jeg har ihvertfald, på de få måneder jeg har været her, oplevet Jer såvel individuelt og som gruppe, været igennem en meget stærk udvikling.

Vi har brugt meget tid sammen på at tale om regler og retningslinjer. Vi har talt om fornuften, at opføre sig ordentligt og at kunne se sager og oplevelser fra flere sider. Jeg vil kort fortælle en historie om ældre vis mand, som boede i en lille landsby – lad os sige det var i Afrika. Han blev regnet for den klogeste mand på egnen, og alle som manglede et godt råd eller gerne ville have løst en konflikt, opsøgte den gamle mand. Således også et par unge mænd, som var kommet op at skændes over et problem. Da de står overfor den gamle mand, beder han den første fortælle om sin oplevelse af problemet, og den gamle mand svarer ham “Du har ret min ven”. Den anden af strids parterne beder så om også at måtte fortælle hans syn på historien,

og det lytter den gamle til og svarer ham. “Du har ret, min ven”! Så lyder det inde fra hytten hvor den gamle mands kone har gået og overhørt

samtalerne, “ De kan da ikke begge to have ret” Og den gamle mand tænker sig om, og svarer sin kone “ Du har også ret kære kone”

Dette eksempel er pædagogik i sin nøddeskal. Og netop denne situation beskriver for mig det væsentlige i at tænke i pædagogik og ikke bare dogmer og doktriner. Så øvelsen i omgangen med hinanden er aldrig at falde i gryden med letkøbte argumenter fra bogen med stivnede regler uden anden belæg end det er det letteste.

I dag står vi her, fyldt af stolthed over vores dygtige elever, men også med en vis bekymring i hjertet. En af de regler vi har kæmpet op ad bakke med igennem hele året, er skolens mobilpolitik. Vi lægger vores mobil væk i flere situationer dagligt og om aftenen når vi går i seng, lægges de i et skab indtil næste morgen – men med en mulighed for at kunne komme til det semiåbne skab i nødssituationer. Men hvad er en nødsituation. Jonathan Haidt, en psykolog og sociolog fra New York, har rejst advarsler om unges brug af mobiler og de potentielle konsekvenser af afhængighed og en dannelse og

opdragelse der forsvinder fra forældre og pædagoger/læreres muligheder. Vi har i min tid som skolelærer og leder brugt megen tid på at beskytte vores børn og unge fra livets farlige situationer. Vi har alle cykelhjelm på idag. Vores børn cykler sjældent selv i skole før efter konfirmationsalderen. Vi bader ikke alene i søer og under klatrestativer er der lagt blødt gummi og ikke asfalt som i min barndoms legepladser. Til gengæld har vi givet adgang til de her – ( Vis min mobiltelefon). Her er der så til gengæld alt det vi nødigt vil have at vores børn bliver en del af. Den del af opdragelsen har vi lagt i techgiganters hænder, som næppe tænker lige så meget på pædagogik som de tænker på egen vinding og udbredelse. Vi ser det både som

et redskab til at forbinde os med verden og hinanden og som en distraktion fra øjeblikket. Vi ved at den distraktion er mere end bare vanedannende. Så vi har med den ene hånd givet de unge et redskab de er dybt afhængige af og her på skolen har vi så dagligt udsat dem for en kold tyrker. Det er en balancegang, som I som unge må navigere klogt i, for vi har ikke gjort det. Albert Einstein, en af historiens største tænkere, påpegede vigtigheden af at spilde tid, fordi det er i disse tilsyneladende ubrugte øjeblikke, at kreativitet og mestring udfolder sig. Det er vigtigt at huske på, når I står over for udfordringer og valg i jeres fremtid. På jeres rejse til Uganda i forbindelse med faget Verdensborger har I mødt anderledes kulturer, oplevet forskelle og opdaget fællesskabet på tværs af grænser. Samarbejdet har styrket jer som individer og som gruppe, og det er disse erfaringer, der vil forme jeres syn på verden og jeres vej fremad. Den læringskurve i oplevede på den tur var tæt på lodret. Alt var nyt og uprøvet fra det øjeblik vi trådte ud af flyet.

Varmen, lugtene, modtagelsen, kirke besøget, de mildt sagt ujævne veje, maden og ikke mindst afrikanernes glæde ved mødet med Jer. Det var her jeg så Jer læne jer op ad hinanden og støtte og styrke hinanden, for det var meget grænseoverskridende. Her oplevede jeg Jer for første gang at stå som gruppe og være hinandens bedste venner. Det var her, jeg følte at jeg kom lidt ind under huden på jer. Oplevelserne stod dagligt i kø og de mange timer i de små busser, var helt nødvendig restitution fra alt der skulle optages. Denne rejse sammen med den store rejse at være på efterskole i et år, har sat sig i jer og den komme næppe nogensinde ud igen. Cooperativ learning – samarbejde og læring i fællesskab – har været en central del af

jeres tid her på efterskolen. I har lært, at når vi arbejder sammen, når vi respekterer hinandens forskelligheder og styrker, kan vi opnå mere, end vi nogensinde kunne alene.

Kære elever, i dag står I på tærsklen til en ny fase i jeres liv, fyldt med muligheder, udfordringer og valg. Husk altid de lektioner, I har lært her på efterskolen – værdien af fællesskab, vigtigheden af at spilde tid på kreativ udfoldelse og balancen mellem teknologi og virkelighed. I skal nu ud i livet med uddannelsesvalg som noget af det førstkommende. Jeg håber I vælger Jeres uddannelse ud fra samme kriterier som I vælger kærester. Det skal give den rigtige fornemmelse i maven. Jeg ved godt der er mange, ikke mindst politikere der hiver i jer og vil have jer så hurtigt igennem som muligt. Her må I godt være ulydige. I har ikke travlt. Hastigheden vi bevæger os med er modsat proportionel med hukommelsen. Vi glemmer simpelthen at leve, hvis vi har for travlt. Så tag det roligt.

Tillykke med jeres dimission, og tak for jeres engagement som de pionerer i er og den inspiration i har givet til den skole der nu også er Jeres. Vi er stolte af jer og ser frem til at følge jeres rejse ud i verden. Lad ikke mobiltelefonerne stjæle jeres øjeblikke, lad tiden spildes kreativt, og lad drømmene føre jer til steder, I aldrig havde drømt om.

Kære forældre. Da jeg var helt ung – kun omkring 20 år, blaffede jeg rundt i USA et helt år. Jeg var træt af mine far og syntes han var det mest tåbelige menneske jeg kunne forestille mig. Da jeg kom hjem fra denne dannelsesrejse et år efter, undrede

jeg mig over hvor meget klogere min far var blevet på den korte tid. I får nu Jeres børn tilbage. Vi siger tak for lån. De kommer ikke helt hjem i samme stand som I afleverede dem, men det var nok heller ikke meningen.

God rejse!!