PERIODEFAG

Hvad vækker din nysgerrighed?

På Efterskolen PLAY har vi periodefag på skemaet to gange i ugen – her får du et udbud af forskellige fag, og så vælger du selv, hvad du har lyst til at dykke ned i. Periodefagene giver adspredelse i hverdagen, og så giver det dig mulighed for at præge dit skema med de fag, lige netop du har lyst til.

På Efterskolen PLAY har vi periodefag på skemaet to gange i ugen – her får du et udbud af forskellige fag, og så vælger du selv, hvad du har lyst til at dykke ned i. Periodefagene giver adspredelse i hverdagen, og så giver det dig mulighed for at præge dit skema med de fag, lige netop du har lyst til.

Kom ud af din komfortzone
Dyrk en interesse, du allerede har, eller se periodefagene som smagsprøver på nye og anderledes oplevelser. Kig ind i en verden, der er helt ukendt for dig, eller dyk ned i noget, du altid har haft lyst til at prøve af. Hvem ved, måske finder du en helt ny hobby eller stifter bekendtskab med et helt nyt interessefelt, du ellers aldrig ville have opdaget?

Vores opfordring er, at du vover at prøve noget nyt og afsøge ukendte territorier. Vælg det, der vækker din nysgerrighed – også selvom det er udenfor din komfortzone.

Hvilke fag kan du vælge?
I periodefag låser du dig ikke fast på ét emne, for som navnet antyder, varer faget i en afgrænset periode, og så vælger du et nyt i den næste periode.

Fagene, du kan vælge, varierer fra periode til periode, men også fra skoleår til skoleår. Udbuddet afhænger af, hvad underviserne har lyst til at introducere jer for, men også hvad elevholdet interesserer sig for.

Herunder ses nogle af de fag, der tidligere har været udbudt – det giver indblik i, hvor forskellige valgmuligheder du har.

Vi skal stifte bekendtskab med restorativ yoga, som er en yogaform, hvor man – støttet af puder og tæpper – hjælper sit nervesystem i ro. Her kan alle være med, og vi skaber et rum, hvor vi kommer helt ned i gear og får ro i krop og sind.

Hvad vil det sige at være mentalt stærk? I dette periodefag arbejder vi med kunsten at præstere under pres. Vi arbejder med teori, konkrete værktøjer og cases. Vi skal blandt andet berøre følgende temaer: Mental styrke i et nyt lys. Du kan ikke ændre din natur. Fire skridt til mental styrke.

I dette periodefag skal vi med sikkerhed have sportstøj på. Vi skal være ude, vi skal være inde, og vi skal spille med bold, med bat og med ketsjer. Målet er bevægelse og glæde. Spillet/legen/bevægelsen ændres gang for gang – kom glad, og vær åben for nye muligheder.

Ved du, at der ud over dansk findes endnu et anerkendt sprog i Danmark? Et minoritetssprog: dansk tegnsprog. Du kan i dette periodefag lære det danske håndalfabet, noget om tegnsprog og døves kultur samt at kommunikere lidt på sproget. Måske kan vi synge ”Danse i måneskin”, før periodefaget slutter?

Kan du lide at bevæge dig til musik og arbejde med simple rytmiske sammensætninger? Så prøv kræfter med dette periodefag, hvor vi laver rytmisk gymnastik på et niveau, hvor alle kan være med. Hvem ved, måske bliver det sjovt?

Har du lyst til at prøve kræfter med karakterarbejde, improvisation, fysisk teater og dramalege? Så kom og leg med på periodefaget Drama og teater. Faget er for dig, hvis du har lyst til at prøve dig selv at som skuespiller, og se, hvad vi sammen kan skabe i et eksperimenterende rum.

Danskfagligt periodefag, hvor vi stiller skarpt på dit skriftlige dansk og arbejder med at tilpasse dine sproglige valg til skrivesituationen og modtagerforhold. Vi nørder grammatik, laver skriveøvelser og hjælper hinanden med at forbedre teksterne.

Det kan være svært som ung at have overblik over sin økonomi. Hvor stort er forbruget til shopping, caféture og oplevelser egentlig? Og er der penge til at spare op til studieturen? I periodefaget Funny Money sætter vi fokus på jeres forståelse af forbrug, opsparing og lån, så I kan blive klædt ordentligt på til at være stærke forbrugere.

Vil du gerne kunne bestille en Döner i Berlin? Eller tale med de lokale i byen? Vil du lære mere om de 83 millioner mennesker, der bor i vores naboland mod syd? Så kom med på Deutsch – aber klar! Periodefaget er for alle, der har lyst til at beskæftige sig med tysk kultur og sprog.

 

HVAD FÅR DIN PULS OP?

Læs om linjerne på PLAY her

Kontakt Efterskolen PLAY
Mail: kontor@efterskolenplay.dk
Tlf: 60 40 04 60