Kære alle forældre
Kære alle elever.

For det er det I er nu. Elever på Efterskolen Play, fra dette minut.

Velkommen.

Hvis vi nu lige sidder helt stille og lytter efter, så kan I sikkert høre alle de sommerfugle, der flakser rundt. Kan I høre deres vingeslag. Sommerfuglene som vi alle har i maven. Den dér ubestemmelige rumlen.

En ubestemmelig rumlen som altid dukker op når vi skal noget nyt, noget uprøvet. Nervøsitetens sommerfugle. Måske har I sovet lidt dårligere i nat. Måske har I været nervøs for om I har glemt noget. Måske er der også en tvivl om, at det nu er det rigtige valg. Tro mig. De der irriterende sommerfugle basker rundt i vores alles maver. Også i min. Og først og fremmest basker de deres vinger i min mave, fordi jeg har glædet mig. Glædet mig til at starte op med Jer, og glædet mig til at lære jer alle sammen at kende. Og jeg ved at denne gruppe af dygtige medarbejdere har glædet sig og forberedt sig til tænderne. Det med at starte på en efterskole, er på mange måder en milepæl i jeres liv, hvad enten I sidder som forældre og skal sige farvel til Jeres dyrebareste guld, eller om I sidder som elever og har drømt om dette øjeblik længe og nu alligevel ikke helt ved hvad det er I går ind til. Men det med hvad vi går ind i og ind til, er vi selv medskabende i. Mange af jer har sikkert været i diverse forlystelsesparker i løbet af sommeren. Parker hvor I betaler jer til et armbånd, og så er der frit valg på alle hylder. I kan springe rundt fra den ene forlystelse til den anden. Zappe mellem forskellige
tilbud, og gider I ikke lige så kan I droppe det og gå hastigt videre til noget andet. Fuldstændigt som I kan zappe rundt på alverdens tv-stationer og sociale medier. Gider vi det ikke slider vi bare fingeren over skærmen og et nyt tilbud springer os i øjnene med alle dets indsmigrende drømme om en
lykkestund, og fortællinger af imagologiske manipulationer. “Kære spejl på væggen dér, hvem er smukkest i verden her”

Men den verden I træder ind i her i dag er så besynderligt anderledes. Her betales også ved indgangen. Jeres forældre har gravet dybt i lommerne. Men I får ikke noget bånd om armen til gratis aktiviteter. I får ikke en skærm hvor I kan slide videre til det næste, hvis I ikke lige har lyst til det I er i.
Til gengæld får i mulighed for at deltage i det største fællesskab og alle de forpligtelser det medfører. Og her var dén igen – FORPLIGTELSER – I træder ind i denne verden, ind i efterskolen, og det første vi snakker om er forpligtelser. Vi har i den grad forpligtelser overfor os selv, og dermed også forpligtelser over for vores omgivelser, vores roommates, vores lærere og vores skole. Og læg meget mærke til at jeg siger vores. I er lige trådt ind på en efterskole, som er jeres. Og det forpligter. Det forpligter til ordentlighed og til i fællesskab at skabe den bedste oplevelse. Et skoleår med nye kammerater, ny lærdom, stærke fællesskaber og livsoplysende dannelse. Et efterskoleår er en blandet oplevelse. Vi har igennem de sidste 60 år, med velfærdssamfundets oplevet en beskyttelse af os som borgere, der nærmest er blevet ødsel. Jeg er selv som + 60 årig blandt den første generation, som blev oplært i jagten på lykken. Og nu har vi oplevet den optimale effekt af denne lykkejagt – verdens lykkeligste samfund, verdens lykkeligste befolkning. Så hvorfor så mange ungdomsdiagnoser, hvorfor så megen angst, hvorfor så mange unge med ondt i sjælen. Psykologen Maslow udarbejde i 30érne for næsten 100 år siden sin behosvpyramide, med de mest basale behov i
bunden og i toppen selvrealiseringsbehovene vi alle har mulighed for at indfri vores egne drømme. Nu står vi billedligt talt på toppen af den pyramide, med alle behov indfriet og rækker op i himlen mod lykken som ligger deroppe som en fluffy sky man kan se, men rækker man ud efter den stikker hånden umærkeligt igennem den, kun med en let kølig fugtighed på huden af ens gribende hænder til følge. Jeg har et maleri af den færøske kunstner Gunleif Grubbe hængende i mit køkken, af en meget farverig fugl – lykkefuglen hedder den, og bag på maleriet har Gunleif skrevet: Lykkefuglen er en flyvsk fugl! Holder vi fast i den “flyver den” Sidder vi og venter på den, kommer den ikke, Leder vi efter den derude, findes den ikke, Alligevel er den dér. Altid tættere på, end vi tror.

Så hvad har alt det her med et efterskoleår at gøre.

Først og fremmest, at efterskoleåret er som livet generelt. Som den rutschebane vi havde et armbånd til i sommer, så går et år som dette i nu er på vej ind i, op og ned. Der vil være rigtig mange gode stunder og fantastiske oplevelser og nye venner og og og. Men hvis vi tror vi med dette ophold har fået fat i lykken, så vil man blive skuffet over lykkefuglens lunefuldhed. Der vil være afsavn. Både hjemme i familien, men bestemt også her. Og det er kun godt. Hvis vi ikke savnede og længes, var det jo ikke godt det vi forlod men også noget godt vi stræber imod.I bund og grund tror jeg det handler om, at lykken ikke er lalleglad. Lykken skal ikke findes i en hedonistisk livsforståelse hvor nydelse og undgåelsen af besvær er det optimale mål. Men livet er besværet værd. Besværet ved at fokusere, besværet ved at disciplinere, besværet ved at nå sine mål. Vi er en efterskole med stor tyk streg under skole.

Vi er prøvefrie, men vi frasiger os ikke en høj faglighed. Tværtimod, så søger vi i legen en dyb faglighed, som på alle måder skal kunne stå mål med en 10 klasse i folkeskolen. Og vi har forventninger til Jer unge. Forventninger om at gå ind i skole og læringslivet med seriøsitet, fokus og disciplinering. Og tag det helt roligt – vi står en stor gruppe voksne som er klar til at hjælpe jer med alt vi kan. Vi er en skole som arbejder med en pædagogik og en læring der er bygget på teorierne om Playful learning. Men vi har ikke smidt hverken Rosseau, Kant, Kirkegaard eller Grundtvig ud med badevandet. Disse og mange flere er en del af arvesølvet, og det passer vi på. Rousseau´s Emille med legens betydelige væsen for læring, Kants Kategoriske Imperativ om at vores handlinger skal kunne gøres til lov, og Sapere Aude “Vov at være vis”, eller brug din fornuft, er væsentlige pejlemærker i vores daglige omgang med hinanden. Kirkegaards sjelvkærlighed, som ikke skal forveksles med egoisme, narcisisme eller anden misforstået selvforståelse. Søren mente nærmere at ved at styrke sig selv kan man bedre være noget for andre. Den sociale læring. Og endelig Grundtvig om hvem vi kan takke for overhovedet at have frie skoler som denne. Så kære elever og forældre. I får ikke et armbånd til en tivolipark, i stedet får i dette orange halsbånd, som giver adgang til forlystelses- og læringsparken PLAY. Her kan I prøve dannelsens svimlende karrusel. Læringens mave- sugende Rutschebane og fællesskabets livgivende eventyrland. legens læring og læringens leg. Så velkommen til EfterskolenPLAY.