Vi holder af hverdagen. Hverdagen er sjov og fuld af gode oplevelser, men vi følger også en fast, daglig struktur. Det gør vi, fordi en solid døgnrytme er med til at give en sundere livsstil, og fordi forudsigelighed og daglige rutiner fremmer trivslen.
Hverdagen på PLAY
På Efterskolen PLAY skabes rammerne for vores hverdag af de daglige rutiner.
Vi går i skole, bor og lever sammen, og derfor er rutinerne af både faglig, praktisk og social karakter. Undervisning og fordybelse er naturligvis en del af den daglige gang – det samme er rutiner for sund udvikling, social trivsel og samvær, samt de opgaver, vi skal løse i fællesskab, for at her er rart at være, og for at vores hverdag sammen fungerer.
Dagens gang
Efter morgenmaden følger du som udgangspunkt dit skoleskema. Undervisningsdagen er afvekslende i sit indhold, og den brydes undervejs op af både forfriskningspauser samt en middagspause, hvor vi mødes til et varmt middagsmåltid, samvær, samtale og hygge omkring bordene i spisesalen.
Aften og fritid
Tiden mellem undervisningen og aftensmaden er som udgangspunkt fri.
Aftensmaden er – som de øvrige måltider – et socialt samlingspunkt, hvor vi nyder samværet med hinanden.
Tiden efter aftensmaden er i udgangspunktet fritid. Der vil dog være aftener, hvor vi alle mødes til fællesaktiviteter af enten social eller oplysende karakter.
Vi ønsker, at du og dine kammerater bliver gode til at bruge jeres frie tid sammen, og at I lærer at sætte gang i og engagere hinanden i fællesaktiviteter og hyggeligt samvær.
Alle PLAY’s faciliteter er til rådighed i den frie tid. Der er mulighed for aktiviteter for enhver smag – uanset om du trænger til at slænge dig i en sofa, hygge med et brætspil eller brænde dagens sidste krudt af, om du har lyst til at øve med dit band, være kreativ eller noget helt sjette, så er det bare at kaste dig ud i det.
Alle døre er åbne; den frie tid er fuld af muligheder – du skal bare gribe dem.
Sengetid
Inden du skal gå i din lejlighed om aftenen, afleverer du din mobil og computer i skolens IT-skabe – her er der mulighed for opladning om natten. Vi prioriterer mobil- og computerfrie nætter, fordi det giver bedre søvn og dermed bedre trivsel.
Det praktiske, når vi bor og lever sammen
Når vi bor tæt sammen og har en hverdag, der skal fungere for alle, er der nogle praktiske opgaver, vi skal løse i fællesskab. Der skal mad på bordet, der skal ryddes op og gøres rent, og det skal sikres, at alle trives. Derfor er køkkenarbejde, rengøring og familiemøder også en naturlig del af vores hverdag sammen på Efterskolen PLAY.
Rengøring
Det er et fælles ansvar, at PLAY er et rent og rart sted at være.
Derfor gør vi rent en gang i ugen og holder rent de andre dage. Det gælder både på egne værelser og badeværelser samt i fællesarealer inde og ude.
Der skal dagligt tømmes skraldespande, redes senge og ryddes op, og så er det vigtigt, at vi har omtanke for de næste, der skal bruge faciliteterne efter os. Hvis vi altid forlader steder i samme stand, som de var, da vi kom, sikrer vi, at vi har en pæn og ordentlig skole.
Vi har – ud over ugentlig rengøring – hovedrengøring, hvor vi kommer helt i bund, fire gange i løbet af året.
Ved at deltage i rengøringen lærer du rengøringsmidler og -processer at kende, og du får erfaring med at stå for daglig oprydning og rengøring; det er erfaringer, du kan tage med dig i dit liv efter PLAY.
Kontaktgruppemøde
En gang i ugen mødes du, din kontaktgruppe og din kontaktlærer til samtaler om stort og småt – det kalder vi familiemøde.
Formålet med familiemøderne er først og fremmest at skabe et fortroligt rum mellem dig, dine kammerater og jeres kontaktærer. I kontaktgruppen vil I typisk lære hinanden ekstra godt at kende, og på kontaktmøderne er der mulighed for, at I kan snakke om, hvordan I har det, og hvordan det går på skolen. Her er også mulighed for at bringe det op, hvis der er noget, der trykker jer.
Møderne er meget forskellige, og de præges af, hvad der sker på skolen og blandt jer elever. Nogle gange er der flere både praktiske og sociale punkter på dagsordenen, mens I andre gange har tid til bare at være sammen, sludre og hygge jer i kontaktgruppen.
De voksne i din hverdag – Tilsynsansvarlige
På Efterskolen PLAY møder du personale, der brænder for at give dig det bedst mulige efterskoleår – der er altid nogen, du kan række ud efter, hvis du har brug for samtale eller hjælp.
I dagtimerne er der mange ansatte på skolen, og her kan du naturligvis henvende dig til både lærere og andet personale. I løbet af eftermiddagen går de fleste personaler hjem, men de, der har aftentilsyn, bliver på PLAY og deler deres aften med dig og dine kammerater.
Når aftenen er slut, og der er ro, efter tilsynsvagten har gået sin sidste godnatrunde, tager nattevagten over, og i weekenderne af weekendtilsynet. Næste dag kommer der en og har morgentilsyn, inden det øvrige personale møder ind til en ny dag.
I løbet af weekenden er der også en tilsynsansvarlig, som er på skolen og laver aktiviteter med dig og dine kammerater.
Uanset hvornår det er nødvendigt, kan dine forældre kontakte skolen og få fat på den tilsynsansvarlige, hvis de har brug for det. Mellem 08.00 og 16.00 i hverdagen kontaktes administrationen, og fra 16.00-08.00 samt i weekenderne omstilles der til vagttelefonen, som tilsynsvagten altid har på sig.
Efterskolen PLAY
Vestre Boulevard 27 A
7200 Grindsted
Kontor:
kontor@efterskolenplay.dk
Tlf. 60 40 04 60
CVR nr. 42910120
Kontrolrapport
Linjer
Om skolen
Praktisk