JP BLIVER FORSTANDER PÅ EFTERSKOLEN PLAY
Efterskolen PLAY har taget et stort skridt på vejen frem mod åbningen i august 2023. Vi har nemlig indgået en aftale med Jens Peter Nielsen, i daglig tale JP, om at stå i spidsen for den nye efterskole.
JP er uddannet fra Den Frie Lærerskole i Ollerup og har siden da helliget sig efterskolelivet. Han har været på BGI i Bjerre, en af landet største efterskoler, gennem et par årtier, senest i positionen som leder af Sportsakademiet på skolen. Lysten til at stå i spidsen for noget helt nyt har nu drevet ham til Grindsted.
– Bare jeg sidder og snakker om det, kan jeg mærke, at jeg bobler af lyst til at komme i gang, siger JP i et interview med JydskeVestkysten. – For mig havde det da været lettere at søge et forstanderjob på en eksisterende skole, men at vi nu kan skabe den skole, som vi gerne vil, er en fantastisk udfordring.
Flemming Pedersen, bestyrelsesformand for efterskolen PLAY, er begejstret for den nye forstander:
– Jeg har det som om, at vi har fået lov til at vælge fra øverste hylde i slikbutikken. JP et nøjagtigt spejlbillede af den profil, vi gik efter, og han er den helt rigtige til at give vores nye efterskole en perfekt start. Han er efterskolemenneske med hud og hår, har ledererfaring fra en af landets mest veldrevne efterskoler, og så er han bare et godt menneske, man har lyst til at bygge noget sammen med. Det kan kun blive godt.
Jens Peter Nielsen tiltræder den 1. august 2022, og hans første opgave bliver at sammensætte det hold af lærere og andet personale, der skal tage imod de første elever i august 2023.