RAMMER OG REGLER
For at Efterskolen PLAY er et rart og trygt sted for alle at være, og for at vi kan bo og leve tæt sammen i et fællesskab og et hverdagsliv, der fungerer, er der nogle rammer og retningslinjer for samværet og livet på PLAY, som det er vigtigt, at vi alle accepterer og følger. Det giver de bedste forudsætninger for at alle trives.
Vi forventer, at alle, der vælger et skoleår på PLAY, er indstillede på at efterleve skolens rammer og regler.
En af de verdensborgere, du kan møde på PLAY, er Emma Gad. Emma Gad udgav i 1918 etikettehåndbogen Takt og Tone – hvordan vi omgås, som indeholder Gads bud på en række uskrevne regler om høflighed og skik, og som havde til formål at være en vejviser i hensynsfuld og respektfuld omgang med andre mennesker.
Emma Gad vidste godt, at verden er i forandring, og at alting ikke ville blive ved med at være som i 1918 – hun vidste, at også takt og tone ville moderniseres over tid. Én regel havde hun dog, som hun vidste, ikke ville forandre sig over tid, og med den indledte hun sin bog:
”Kun én hovedregel for alt menneskeligt samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte.
På PLAY tror vi på, at netop den af Emma Gads regler er et godt afsæt for, hvordan vi omgås. Handler vi ud fra et godt hjerte – mod hinanden, mod skolen og mod tingene – er vi godt på vej.
På Efterskolen PLAY vægter vi et stærkt og rummeligt fællesskab højt. Det stiller krav til måden, du og dine kammerater – og vi som personale – omgås hinanden.
Vi forventer, at du er med til at skabe et accepterende, rummeligt fællesskab, hvor alle har en betydningsfuld plads. Vi forventer en åben, social og inkluderende adfærd, hvor alle behandles med respekt, og så forventer vi, at der er en god og respektfuld omgangstone overfor alle – også dem der har andre holdninger, interesser og baggrunde end en selv.
Det samme gælder på de sociale medier.
Diversitet
På Efterskolen PLAY har vi fem meget forskellige linjefag, og det giver stor diversitet i elevflokken såvel som i personalegruppen.
Vi ser diversitet som en styrke og en kilde til at blive klogere på både sig selv, andre og livet. Det er en mulighed for at udforske mennesker, holdninger, erfaringer, hobbyer og så videre, som ligger langt fra det, man selv kommer fra. Som vi ser det, er det at leve i et mangfoldigt miljø en genvej til udvikling.
Vi ved dog også, at diversiteten først bliver en styrke og værdi, når vi aktivt vælger at møde det anderledes med åbenhed og interesse. Derfor er det en klar forventning, at du som elev på Efterskolen PLAY møder det anderledes – også det, du måske ikke umiddelbart forstår – med åbenhed, interesse og lyst til at blive klogere.
Kort sagt forventer vi:
Åben, social og inkluderende adfærd.
En god og respektfuld omgangstone og adfærd overfor alle.
Interesse i og nysgerrighed overfor det, der er anderledes.
Hvordan vi behandler faciliteter og inventar
På Efterskolen PLAY ønsker vi, at du og dine kammerater altid skal have adgang til de muligheder, vores moderne faciliteter giver. Uanset om du har lyst til at indspille musik i det professionelle lydstudie, gå i hallen/dansestudierne, bygge i Klodskammeret eller noget helt fjerde, er dørene altid åbne. Denne åbenhed og de muligheder, det giver, stiller krav til måden, vi bruger faciliteterne på – det er et fælles ansvar, at tingene behandles godt.
Vi forventer, at du har en samvittighedsfuld omgang med skolens faciliteter og inventar, og at du passer på tingene, blandt andet fordi andre skal have glæde af dem efter dig.
Når det er sagt, ved vi godt, at faciliteter og inventar, der bliver brugt aktivt, ind i mellem går i stykker – på grund af slitage, uheld eller på grund af et øjeblik med hovedet under armen. Hvis noget går i stykker, er det vigtigt, at du – også selvom det er fordi, du er kommet til at ”dumme” dig – siger det til personalet, så vi sammen kan finde en løsning og få bragt det i orden igen.
Kort sagt forventer vi:
Samvittighedsfuld omgang med skolens faciliteter, udstyr og ting.
At du passer på tingene og siger det til personalet, der kan hjælpe med at finde en løsning, hvis uheldet er ude.
Rammer for dagen og livet sammen
På PLAY bor og lever vi sammen. Det betyder, at vi er afhængige af hinanden, for i fællesskab at få hverdagen til at fungere – både fagligt, socialt og praktisk. Der er nogle rammer for dagen og livet på PLAY, som det er vigtigt, at vi alle tilpasser os, for at skabe de rette forudsætninger for den bedst mulige hverdag sammen.
Derudover har vi klare holdninger til sundhed og trivsel; disse er også med til at forme nogle retningslinjer, som vi forventer, at du og dine kammerater er indstillede på at følge.
Vi forventer, at
Du møder til tiden, så fællesskabet ikke skal vente på enkelte elever.
Du holder fællesarealerne mobilfrie – i fællesarealerne er vi sammen, snakker og kigger hinanden i øjnene i stedet for at kigge på skærmene.
Du overholder sengetiderne – der er brug for god og tilstrækkelig søvn.
Du lægger din telefon, computer mv. i IT-hotellet om natten – for at sikre god og tilstrækkelig søvn.
Du følger rammerne for oprydning på værelser og fællesarealer, så vi i fællesskab sørger for, at skolen ser ordentlig ud og er rar at være på.
Du møder til undervisning, måltider og fællesarrangementer.
Du deltager aktivt i undervisningen og efterskolelivet.
Du bidrager til fællesskabet – både socialt og praktisk.
Regler
Ud over forventninger til hvordan du hjælper med at passe på fællesskabet og
de fysiske rammer, samt forventninger til at du og dine kammerater tager aktiv
del i og ansvar for, at dagligdagen på PLAY fungerer, har vi en klar forventning:
Du skal opføre dig ordentligt.
At opføre sig ordentligt, uanset om det er her på efterskolen eller ude i det
virkelige liv, handler i bund og grund om, at den opførsel du har, ikke må gå ud
over fællesskabet eller enkelt personer i fællesskabet.
Det er f.eks. ikke hensigtsmæssigt og foreneligt med et efterskoleophold, at
besidde, indtage og forbruge røg- og tobaksprodukter – herunder også snus –
øl, spiritus, euforiserende stoffer og dopingpræparater på skolen, på ture og
ekskursioner med skolen samt på rejse mellem skolen og hjemmet.
Det er ligeledes ikke foreneligt med et efterskoleophold at dyrke sex med
hinanden på skolen. Ikke fordi man ikke må være kærester, men fordi den måde
vi bor på, på efterskolen,+ og den måde vi er sammen på, i efterskolen ikke
levner plads til at dyrke sex på skolen, uden at det får negativ indflydelse på dine
kammeraters, værelseskammeraters og alle øvrige personer på skolens
dagligdag.
At udøve mobning, chikane, racisme, sexisme og anden diskriminerende
adfærd, siger sig selv ikke ligger inden for ”God opførsel” Vi er alle kommet til
skolen med samme drømme og ønsker om det bedste år i ens ungdomsår. Så
skal det ikke ødelægges af at blive udsat for noget som helst af ovenstående.
Vi har fra Efterskolen PLAY’s side en forventning om, at du og dine forældre
inden efterskoleopholdet har talt om, hvilke rammer og regler vi har på skolen,
og er indforståede med at efterleve dem.
Kontakt Efterskolen PLAY
Mail: kontor@efterskolenplay.dk
Tlf: 60 40 04 60