KOST OG SUNDHED
Sunde vaner er mange ting – det handler blandt andet om kost, om hvordan vi træner og restituerer, om søvn og om brug af skærme og sociale medier. På Efterskolen PLAY tager vi vores ansvar for god trivsel alvorligt, og det er vores overbevisning, at sunde vaner er en af forudsætningerne for god trivsel. Derfor har vi skabt rammer, der giver dig mulighed for at skabe sunde vaner i hverdagen.
Kost
Køkkenet spiller en stor og central rolle på Efterskolen PLAY.
Det handler naturligvis om sund og næringsrig kost, men det handler også om det sociale samvær i mødet om måltiderne og om at deltage i madlavningen og planlægningen af måltiderne.
Sunde måltider og kostpolitikken på PLAY
Sund, næringsrig og varieret kost er afgørende for trivsel og velvære. På PLAY ønsker vi at give de unge mennesker de bedste forudsætninger for at kunne deltage aktivt og have overskud i både det sociale samvær, i boglige fag og når de træner og bevæger sig – her spiller kosten en væsentlig rolle.
Vi serverer tre daglige hovedmåltider og tre mellemmåltider. Derudover har vi et køleskab i spisesalen, hvor der altid er adgang til sunde forfriskninger.
Vi lægger vægt på at lave sunde og varierede måltider. Vi laver mad fra bunden, og vi bruger så vidt muligt årstidens råvarer.
Deltagelse i køkkenet
Som elev på Efterskolen PLAY bliver du taget med i køkkenet.
I køkkenet møder du faguddannet personale med pædagogisk baggrund – de arbejder ud fra et fælles mål og ønske om hver dag at lave sund og god mad til og med dig og dine kammerater.
Vi tror på, at deltagelse i køkkenarbejde sammen med gode stunder omkring fælles måltider er med til at etablere gode madvaner både på PLAY og til fremtiden.
Kosthensyn
Har du allergier, er du vegetar eller veganer eller er der andre kosthensyn, du har brug for, at vi tager? Så kan du naturligvis også få lækker mad på PLAY. Oplys dine ønsker til os, så sørger vi for, at de bliver imødekommet.
Klik her, hvis du vil se vores smiley-rapport.
Skærme og sociale medier
Det vores erfaring, at fællesskabet på efterskolen bliver stærkere, når telefoner og andre skærme fylder mindre. Derfor er brugen af skærme også en del af sundhedspolitikken og de trivselsfremmende indsatser på Efterskolen PLAY.
Helt konkret betyder det, at vi ikke har telefoner med på skolens fællesarealer. Det er vigtigt for os, at vi er sammen med hinanden, at vi ser hinanden i øjnene, og at vi dyrker fællesskabet på skolen frem for fællesskabet på skærme og sociale medier.
For at sikre bedst mulig nattesøvn er nætterne og tiden før sovetid også mobilfrie. Det sidste, du gør, inden du går i din lejlighed om aftenen, er at lægge din telefon, computer og andre gadgets i vores ”mobilhotel”, hvor der er mulighed for opladning i løbet af natten.
Kontakt Efterskolen PLAY
Mail: kontor@efterskolenplay.dk
Tlf: 60 40 04 60