Velkommen til en ny ildsjæl på Efterskolen PLAY: Mette
På PLAY står oplevelserne i kø. Eleverne kan glæde sig til at møde engagerede og dedikerede ildsjæle, der danner rammer om deres efterskoleår. Én af dem er Mette, som netop er ansat som køkkenleder. Bag sig har hun masser af erfaring fra efterskoleverdenen, og hun glæder sig til at slå dørene op for PLAY’s køkken.
Læs med her og lær Mette lidt bedre at kende:
”Jeg har arbejdet med efterskoler og unge mennesker i mange år. Alligevel er jeg fuldstændig overvældet over at komme ombord på PLAY. Det er som om, jeg stadig har brug for at nive mig selv i armen, som om det ikke er helt rigtigt; det her en chance, man aldrig får igen. Og jeg glæder mig til at gribe den.
Det er noget helt særligt for mig at være med fra start på den her måde. At få lov til at være med til at starte fra bunden og sætte mit helt eget præg på køkkenet. Efterskolen PLAY er for mig noget helt særligt på grund af den legende tilgang til læring, og at 10. årgang er eksamensfri.
På PLAY bliver eleverne inddraget og inviteret med ind i køkkenet. Hjemme hos mig selv, er køkkenet husets hjerte, og det skal det også være på PLAY. Jeg glæder mig til at lave god mad, men også til at inspirere og udfordre eleverne med mad, der måske ikke ligner det, de er vant til. Her får de rykket deres grænser og oplever sæsonens mange forskellige råvarer.
Jeg elsker at arbejde med unge mennesker og være en rollemodel for dem, hvad mad og madlavning angår. Efterskolen er jo det første skridt mod at flytte hjemmefra, og jeg vil gerne give eleverne et godt og sundt forhold til mad samt motivere dem til selv at lave mad.”