MER’ MONITOR!
Hvis man er ung og drømmer om, at musikken skal være en stor del af ens liv, er det bare med at få tilmeldt sig 10. årgang på Efterskolen PLAY. Uanset om man vil stå på scenen, komponere elektronisk musik eller være produceren, der får de små hår til at rejse sig, så tilbyder skolen et fantastisk skoleår med musikken i centrum.
Leder af musiklinjen bliver John Kristensen, der er en markant skikkelse på den danske musikscene. Han er konservatorieuddannet rytmisk basunist og er en efterspurgt komponist og orkesterleder – han har arrangeret musik for en lang række musikere og band, herunder TV-2, Simon Kvamm, Nik og Jay og Aarhus Jazz Orchestra.
– Med John i spidsen for musiklinjen har vi sikret os et dynamisk musikmenneske, der ikke bare spiller godt selv, men også forstår at få sammenspillet til at fungere. Han har arbejdet med unge mennesker i mange år og ved, hvordan upolerede talenter bedst coaches, siger Flemming Pedersen, bestyrelsesformand for efterskolen.
‘Om musiklinjen fortæller John Kristensen selv:
– Eleverne skal vælge et af de to hovedfag; musiker/sanger og elektronisk musik. På musiker/sanger-linjen arbejder vi i sammenspilslokalet på hver vores instrumenter, inklusiv stemmen, og skaber gode live-oplevelser. Både for os selv, men også for andre. Og vi arbejder med mange forskellige rytmiske genrer, fra hård rock til lækker pop.
– På det andet hovedfag, elektronisk musik, har vi kun én type instrument, vores computere. I skolens MusicLab komponerer vi musik, producerer beats, bearbejder indspillede lyde og arbejder med sound design. Hvad enten man vil skabe musik fra bunden eller arbejde som mixer og producer, så er et år hos os et godt sted at prøve sin interesse af, slutter John.
Eleven har seks timers hovedfag om ugen, og dertil kommer en række obligatoriske fællesfag (herunder musikteori, musikteknik og ekskursioner ud af huset) samt valgfag (fx improvisation, performance og forberedelse til MGK).