Håndbold
Har du harpiks, hopskud og holdånd i blodet? Få dit livs hjemmebane på Efterskolen PLAY. 

Efterskolens håndboldlinje

Drømmer du om at udforske dit håndboldtalent og finde ud af, hvor meget et år med fokus på din sport kan bringe dig videre? Har du lyst til at fordybe dig i håndboldens verden sammen med andre unge, der deler din passion?

Så er håndboldlinjen på Efterskolen PLAY noget for dig.

EFTERSKOLENS HÅNDBOLDLINJE

Drømmer du om at udforske dit håndboldtalent og finde ud af, hvor meget et år med fokus på din sport kan bringe dig videre? Har du lyst til at fordybe dig i håndboldens verden sammen med andre unge, der deler din passion?
Så er håndboldlinjen på Efterskolen PLAY noget for dig.

Et stærkt fundament til at nå dine håndbolddrømme

På Efterskolen PLAY vægter vi tid til fordybelse – derfor prioriterer vi at have mange linjefagslektioner i løbet af en almindelig uge. På den måde har ud for alvor mulighed for at dykke ned i og dyrke din passion.

Som elev på håndboldlinjen på PLAY får du hver uge 4x 1,5 timers træning i hallen og 3x styrketræning. Derfor er det vigtigt, at du brænder for håndbold og har både lyst til og mod på at fordybe dig.

Linjen er til dig, der er vild med håndbold, er motiveret for at træne meget og har lyst til at opleve sammenhold, inspirerende træning og plads til store ambitioner.

Et år på PLAY’s håndboldlinje giver dig og dine kammerater mulighed for at udvikle jer – både individuelt og sammen. Vi skal undersøge mange aspekter af håndboldspillet, og du vil opleve, at underviserne på håndboldlinjen i højere grad fungerer som sparringspartnere end som dem med alle svarene. Vores mål er at øge din forståelse for, interesse i og nysgerrighed på håndboldspillet.

Vi skal give hinanden et skønt, kreativt og udviklende år, og du får mulighed for at skabe et stærkt fundament til at nå alle dine håndbolddrømme.

Fokus på fysiske, mentale og sociale færdigheder

Håndboldtræningen tilrettelægges ud fra dit udgangspunkt og dine ambitioner. Hvor er du, og hvor vil du gerne hen? Ved at inddrage og lytte til dig, sikrer vi, at det er dine mål, vi stræber efter – ikke din træners.

Vi har fokus på at udvikle dine fysiske, mentale og sociale færdigheder – alt sammen vigtige aspekter af din rejse mod at blive en bedre håndboldspiller.

Træningen er bygget op af forskellige moduler: Træning i hallen med individuelt fokus, træning i hallen med kollektivt fokus og fysisk træning i vores spritnye og veludstyrede styrkelokale.

I træninger med fokus på det individuelle handler det om at udvikle den enkelte spiller. Her er du i høj grad med til selv at sætte retningen for træningen og arbejde med dine egne fokuspunkter. Når vi har kollektivt fokus, øver vi os i at bringe dine individuelle kompetencer ind på et hold.

Fysisk træning

Vi ønsker at sikre stærke og robuste spillere, der kan holde til et langt håndboldliv. Derfor er styrketræning en vigtig del af hverdagen på håndboldlinjen.

Sammen med en fysisk træner mødes du og dine kammerater tre gange ugentligt i skolens styrketræningsrum. Her arbejder vi skadesforebyggelse og skaber et fundament, som skal sikre dig et langt og godt håndboldliv.

Træningen tager udgangspunkt i individuelle behov, ønsker, mål og ambitioner og planlægges i et samarbejde mellem dig og den fysiske træner.

Vi evaluerer løbende din fysiske udvikling for at sikre, at træningen bærer frugt – vi har blandt andet avanceret testudstyr til at måle spring og sprint.

Mentaltræning

Din mentale og sociale udvikling er i centrum for hele dit ophold på Efterskolen PLAY – også på håndboldlinjen. Vi arbejder ud fra Team Danmarks sportspsykologiske model med fire overordnede temaer:

Målsætning og evaluering
Planlægning og genopladning – her lærer du at
planlægge og strukturere din egen træningsuge
Samarbejde (sociale færdigheder)
Præstation – at håndtere pres og forventninger

Vi tror på, at mentale færdigheder trænes bedst i virkeligheden – ikke i et skolelokale – og derfor er mentaltræningen en integreret del af træningen.

Målmandstræning

En håndboldmålmand skal have specifik træning, og derfor har vi tilknyttet en målmandstræner, som kommer en gang om ugen for at arbejde individuelt med vores målmænd i håndboldtræningen.

Derudover vil der en gang ugentligt være mulighed for specifik fysisk og teknisk træning uden skytter. Her vil vi nørde detaljer og optimere den enkeltes teknik og fysik.

Kampe

Alt det, vi træner i hverdagen, skal vi naturligvis også bruge i kampe.

Kampene ligger på både hverdage og i weekender, og vi deltager i både efterskoleturneringen og i Dansk Håndboldforbunds turnering.

Playful Practice på håndboldlinjen

Den legende tilgang, som du møder i undervisningen på PLAY, møder du også på håndboldlinjen.

Vi arbejder ud fra princippet Playful Practice, som bygger på en legende og udforskende tilgang til træning og rollen som træner. Det betyder, at du vil opleve håndboldtræning, som er kreativ, eksperimenterende og undersøgende – det gør det sjovt og motiverende at deltage, og så er det lærerigt og vejen til at gøre dig til en dygtigere håndboldspiller.

Vi træner fokuseret og seriøst, men med den legende tilgang skaber vi øvelser og rammer, hvor der kan være fokus på at konkurrere med sig selv i situationer med flere valg. Det betyder, at du sjældent skal forholde dig til rigtigt/forkert, men i stedet fokusere på at løse bestemte udfordringer i spillet. Vi bruger fx ”kortbanekampe” med forskellige antal spillere, udfordringer og benspænd for at øve kompetencer og beslutninger med høj puls.

Samarbejde med GGIF og Talent Billund

På håndboldlinjen har vi et tæt trænings- og holdfællesskab med GGIF Håndbold og Talent Billund – det giver os mulighed for at stimulere alle på højest mulige niveau, både til træning og kamp; her har du nemlig rig mulighed for at træne op mod talenter i U17 og U19.

GGIF er en ambitiøs klub, der har mange hold i forskellige rækker – helt op til 1. division. Talent Billund er en organisation, der skaber rammer for, at alle kommunens børn og unge kan afprøve, udforske og udvikle deres talenter.

Særlige dage med håndboldlinjen

På Efterskolen PLAY sløjfer vi sommetider det normale skema til fordel for anderledes dage, med nye, spændende oplevelser – disse er ofte præget af dit linjefag. Det kan fx være, når din linje tager på ture ud af huset, når vi har linjedage, eller når vi skal på linjetur; det er også, når vi i slutningen af året laver PLAY Projekt.

Aktiviteter ud af huset

På håndboldlinjen handler de fleste aktiviteter ud af huset om kampe. Ofte skal vi selv ud og spille, men vi tager også somme tider ud og ser kampe; det kan fx være en ligakamp eller en pokalfinale.

Vi spiller selv med i turneringer, og derfor er vi ofte afsted til kamp både i hverdage og weekender. Vi spiller selvfølgelig også somme tider på hjemmebane. Når vi spiller i den spritnye PLAY Hal, og dine kammerater kommer og hepper, spreder der sig en fantastisk efterskolestemning på tilskuerpladserne. Det er hjemmebanestemning!

Håndbold er noget, vi gør sammen – vi har brug for at kunne samarbejde og spille hinanden gode. Derfor arbejder vi målrettet på at styrke fællesskabet både på og udenfor banen; det betyder, at vi også somme tider tager på tur ud af huset uden at have håndbold i centrum. Så laver vi noget socialt sammen, for at styrke dit og dine kammeraters sammenhold – det gør jer endnu bedre på banen.

Linjedage

I løbet af efterskoleåret er der dage, hvor vi glemmer alt om det skema, vi normalt følger, og i stedet bruger hele dagen på de linjer, vi hver især har valgt – det giver os for alvor mulighed for at fordybe os.

Linjedagene på håndbold kan se forskellige ud, og de kan både foregå hjemme på PLAY eller byde på en tur ud af huset. Vi kan fx:

Dykke ned i spændende elementer fra håndboldspillet og have tid til for alvor at dyrke detaljerne, der gør os skarpere
Tage ud og se en ligakamp
Besøge andre håndboldefterskoler
Lave sociale aktiviteter, der styrker sammenholdet

Linjetur

Hvert skoleår tager vi på linjetur. Linjeturene vil typisk variere fra skoleår til skoleår, men vi har altid håndbold i fokus.

Der dyrkes håndbold i mange lande, og på linjeturen skal vi opleve og udforske en spændende og anderledes håndboldkultur i det land, vi besøger. Er der noget, der inspirerer os – noget, vi kan lære af?

Vi træner med og spiller mod hold fra andre lande og får på den måde nye perspektiver på, hvordan vores sport og kulturen omkring den kan dyrkes.

PLAY Projekt

På Efterskolen PLAY har vi ikke eksaminer. Det betyder, at vi i slutningen af året, når andre skoler går til eksamen, har mulighed for at gøre noget andet. Her dedikerer vi i stedet timerne til det, vi kalder et PLAY Projekt.

I dit PLAY Projekt får du mulighed for at fordybe dig i et område af håndboldspillet, som du brænder særligt for, og som du har lyst til at udforske og gå i dybden med.

Du kan lave dit projekt enten alene eller sammen med andre fra håndboldlinjen – måske kan du endda lave det med en kammerat fra en af skolens andre linjer.

Et PLAY Projekt kan fx være at:

  • Analysere kampe eller spillere og få en dybere forståelse for de taktiske elementer i spillet
  • Lave instruktionsvideoer til træning
  • Arbejde med en særlig færdighed, som kræver ekstra fordybelse
  • Undersøge håndboldens historie

Du har selv stor indflydelse på, hvad du gerne vil arbejde med.

Nysgerrig på en efterskole med masser af håndbold?

Kig forbi til en besøgsdag på Efterskolen PLAY

Tilmeld dig her

Hvem møder du i undervisningen?

På Efterskolen PLAY’s håndboldlinje møder du dygtige, dedikerede og håndboldglade undervisere.

I din dagligdag er det Louise og Jacob, der møder dig i hallen, og Rolf, der møder dig i styrketræningsrummet.

Jacob Vinholt. Ansvarlig for håndboldlinjen på Efterskolen PLAY.

”På håndboldlinjen har vi stort fokus på at skabe et trygt klima, hvor alle sammenligner sig med sig selv frem for de andre på linjen, og vi støtter hinanden i at lære og blive bedre.”

Jacob er uddannet cand.scient i konkurrence- og eliteidræt med speciale i kulturel ledelse. Han har været professionel håndboldspiller i KIF Kolding København og Sønderjyske, hvorefter han i en årrække var spillende assistenttræner på det Grindstedhold, der nu er at finde i 1. division.

Han har mange års trænererfaring og har brugt hovedparten på U16, U19 og seniorniveau. Gennem en årrække var han træner i Kolding IF med et dansk mesterskab i U16 drenge og DM bronze for U18 drenge. I dag er han træner for Grindsteds 1. divisionsherrer og har ved siden af trænet U19 liga og 1. division i Grindsted.

Jacob bor i Grindsted og er til daglig kulturel leder i Talent Billund, hvor han har ansvaret for elevernes trivsel, udvikling og hverdag med særligt fokus på den psykologiske og sociale udvikling.

”For mig er det vigtigt, at du som håndboldspiller elsker at træne fokuseret for at blive bedre – og at du har lyst til at gøre det sammen med andre. Både dem som har et højere og et lavere niveau end dig selv.”

Louise Jochumsen. Træner på håndboldlinjen på Efterskolen PLAY.

”For mig er det vigtigt, at du som håndboldspiller har en stor glæde indenfor sporten. At du har lysten til at udvikle dig både individuelt og i fællesskabet – som spiller og som menneske. På håndboldlinjen tager vi hånd om det hele menneske, for at vi i samarbejde med dig kan hjælpe dig bedst muligt med at blive en dygtigere håndboldspiller.”

Louise er uddannet lærer. Hun har spillet håndbold på divisionsniveau i Grindsted og i Kolding. Hun har opbygget trænererfaring siden 2016 og har brugt hovedparten på U13, U15- og U17-divisionsniveau i henholdsvis GGIF Grindsted, VRI Risskov og ASV Aarhus. Derudover har hun i tre år været tilkoblet Talent Billund, hvor hun har trænet både drenge og piger i alderen 11-16 år. I dag er hun træner og ansvarlig for U17 piger GGIF/PLAY i Grindsted.

Louise bor i Aarhus og er ansat som lærer på Efterskolen PLAY, hvor hun ud over at være på håndboldlinjen også er familielærer og lærer i Playful Learning med fokus på matematik.

Fysioterapeut og fysisk træner på Efterskolen PLAY. Rolf Ravn.

”Styrketræning er en central del af undervisningen på PLAY, fordi vi med styrketræning kan gøre kroppen modstandsdygtig og derigennem mindske risikoen for at få ondt eller blive ramt af skader. Derfor er det vigtigt for mig at inspirere og motivere eleverne i træningen – det gør jeg ved at inddrage dem i øvelsesvariationer, tilbyde dem individuelle tilpasninger og ved løbende at monitorere deres fysiske udvikling.”

Rolf er uddannet cand.scient. i konkurrence- og eliteidræt med speciale i præstationsoptimering af elitehåndboldspillere, og så har han en bachelor i fysioterapi.

Rolf har været professionel håndboldspiller i KIF Kolding København og TM Tønder Håndbold, hvorefter han har spillet på GGIF’s 1. divisionshold.

Sideløbende med sit eget håndbold har han siden 2014 været en central del af IKA – først i Kolding og sidenhen i Grindsted. Her har han været med til at opbygge og etablere Talent Billund, hvor han til dagligt fungerer som fysisk træner, fysioterapeut og håndboldtræner.

FAQ – Find svar på de mest stillede spørgsmål til Håndbold her

Finder du ikke det, du leder efter, er du altid velkommen til at kontakte Jacob på haandbold@efterskolenplay.dk

Nej. Men du skal være indstillet på at træne fokuseret håndbold fire dage i ugen. Vi har ugentligt 8×1,5 times linjefag på skemaet; det dækker fire håndboldtræninger i hallen og derudover flere styrketræningspas samt videoanalyse, mentaltræning og sociale aktiviteter. For at du kan holde til den træningsmængde, vi udbyder, er det vigtigt, at du er i god fysisk forfatning. I perioden op til skolestart er vi behjælpelige med både træningsprogrammer og gode råd fra skolens fysiske træner/fysioterapeut samt håndboldlærerne.
Træningen tilpasses den enkelte elev. Vi forventer at udbyde træning på divisionsniveau.

Ja. En gang i ugen har vi en målmandstræner med til haltræning, og derudover er der mulighed for ekstra teknisk og fysisk målmandstræning fredag eftermiddag sammen med målmændene fra Talent Billund.

Vi deltager i efterskoleturneringen, hvor vi udelukkende spiller mod andre efterskoler. Derudover deltager vi med Grindsted/PLAY-hold i Dansk Håndboldforbunds officielle klubturnering.

Vores Grindsted/PLAY-hold udspringer af vores trænings- og holdfællesskab med Grindsted Håndbold og Talent Billund.

Vi spiller kampe i både weekender og på hverdage.

Vi træner i efterskolens helt nye hal, som har tilskuerpladser, hvor dine efterskolekammerater kan komme og heppe, når vi spiller hjemmebanekampe. Den fysiske træning foregår i vores nye, veludstyrede styrketræningslokale.

I gåafstand fra skolen har vi MAGION og Lynghallen, så vi har i alt fire håndboldhaller tilgængelige i nærheden af skolen.

Ønsker du at høre mere om vores håndboldefterskole i Jylland?

Kontakt Efterskolen PLAY
Mail: kontor@efterskolenplay.dk
Tlf: 60 40 04 60